Civilingeniør i geoteknik til beregninger og dimensionering hos Andreasen & Hvidberg

Er du uddannet civilingeniør i geoteknik, og har du interesse for FEM beregninger og dimensionering af afstivningskonstruktioner og pæle til alle former for bygge- og anlægsarbejder? Så er det dig, vi leder efter!

Hvis du har lyst til at arbejde for en af de mest erfarne virksomheder inden for geoteknik i Nordjylland, så har du muligheden netop nu. Andreasen & Hvidberg søger en kompetent civilingeniør i geoteknik, der kan bidrage i en travl og varieret hverdag. Gennem 50 år i branchen, har vi opbygget et solidt fundament af erfaring og viden, som du kan være med til at bygge videre på. Vores høje kvalitet og kompetencer gør os til en efterspurgt samarbejdspartner, hovedsageligt i Nordjylland og i stigende grad længere nede i landet.

Vi har vores eget laboratorium, 6 borerigge samt 4 servicevogne, der udfører arbejde i hele Danmark. Vi har vores egen miljøafdeling til håndtering af forureninger og overskudsjord, og derudover har vi fokus på, som virksomhed, at reducere vores klimapåvirkning.

Civilingeniør i geoteknik

Beregninger og dimensionering

$

Søg stillingen

Bliv en del af et sammentømret team

Hos os bliver du en del at stærkt kollegialt fællesskab med over 30 specialiserede medarbejdere. Du vil opleve et innovativt miljø, hvor vi respekterer hinandens fagligheder, og her er aldrig langt fra tanke til handling. Derudover har vi en uhøjtidelig omgangstone og et stærkt sammenhold. Du passer ind, hvis du:

  • Arbejder struktureret og detaljeorienteret med dine opgaver, og har mod på at prøve nye ting af.
  • Vil være en del af et sammentømret team, hvor vi kommer hinanden ved.
  • Kan lide en travl hverdag med forskellige opgaver og samarbejdspartnere.
  • Har et højt fagligt niveau og sætter en ære i dit arbejde.
  • Kan bidrage med viden og erfaring.

Dine arbejdsopgaver

Du bliver en del af et designteam bestående af en faglig leder, 4 ingeniørkollegaer, studentermedhjælper og dig selv, ligesom du derudover kan blive introduceret og tilknyttet vores afdeling for undersøgelser og geoteknisk rådgivning bestående af samlet 5 ingeniører.

Til daglig kommer du til at arbejde med beregningsopgaver af høj kompleksitet og variation, som kan omfatte afstivningskonstruktioner (midlertidige som permanente), pæleprojekter, stabilitetsundersøgelser, optimering via FEM-modellering m.m.

Det forventes, at du kan arbejde selvstændigt, og i høj grad kan varetage planlægning, prioritering og løsning af dine arbejdsopgaver. Vi sidder som én gruppe, og der vil derfor være stor sparring mellem alle medarbejdere, ligesom der er fokus på høj kvalitet. Opgaverne er primært inden for følgende områder:

  • Beregninger af afstivning, pæle, stabilitet m.m.
  • Sætningsvurderinger.
  • FEM modellering.
  • Afrapportering / dokumentation
  • Udvikling og programmering af nye beregningsværktøjer.

Dine kompetencer

Vi søger en profil gerne med erfaring med fokus på FEM-modellering. Du skal kunne trives i en selvstændig rolle, hvor du får ansvaret for dine egne opgaver, og hvor dine input bliver værdsat. Derudover får du brug for gode kommunikationsevner, når du skal overlevere projekter til andre kolleger, og på sigt også til bygherrer. Vi ser tilmed gerne, at du:

  • Er erfaren bruger af ét eller flere af følgende programmer: FEM-design i Optum G2 eller Plaxis (2D/3D), samt kender programmeringssproget i Python, C+ eller Matlab.
  • Er uddannet civilingeniør med speciale i geoteknik.
  • Har relevant dokumenterbar erfaring med FEM-modellering
  • Taler og skriver dansk og engelsk.

Det en fordel, hvis du er nysgerrig og har lyst til at videreudvikle din viden og kompetencer inden for ovennævnte områder. Du skal gerne trives i en hverdag, hvor du arbejder detaljeret med designopgaver.

Om virksomheden

Andreasen & Hvidberg blev stiftet i 1968. I dag holder vi til i et nyopført domicil i Svenstrup ved Aalborg. Herfra dækker vi hele Nordjylland, og har god plads til vores moderne laboratorier, biler og borerigge. Vores kompetente stab af medarbejdere er en blanding af ingeniører, geologer, naturgeografer, geoteknikere, boreformænd, laboranter, miljøteknikere og tekniske assistenter. Vi arbejder tæt sammen med Aalborg Universitet for at sikre, at vi er på forkant med den teknologiske udvikling og tæt på branchens unge talenter.

Spørgsmål

Guldbrandsen & Lythje håndterer rekrutteringsprocessen. Du er velkommen til at kontakte partner Lise Guldbrandsen på tlf. 2067 6757 eller partner Dan Lythje på tlf. 9384 8449, hvis du har spørgsmål. De holder ferielukket i uge 29,30, 31 og er derfor ikke til rådighed. De vender retur hurtigst muligt.

Vi ser frem til at høre fra dig, og indkalder løbende til samtale.

Søg stillingen

Vi er blandt Nordjyllands største uafhængige geotekniske virksomheder og er foretrukken samarbejdspartner for en bred vifte af kunder - skal vi også hjælpe dig?

Svenstrup Bane Alle 15
9230 Svenstrup J
CVR-nr.: 36943815